fredag den 24. august 2012

Laktosefri is med soya og kokosmælk: Lakrids, karamel og hindbær

Her sidste dag måtte jeg udnytte at det endnu var ferie, og at jeg havde et stort køkken at arbejde i... Så mine nye kicks kommer af at lave hjemmelavet is.

Har brugt denne opskrift som basis og moderet den efter mine allergier.

Grundopskrift:
400 ml kokosmælk på dåse, rystet (ikke light!)
70 ml soyafløde
500 g soyayoghurt (f.eks. en bøtte fra alpro)
150 g blomsterhonning

Nu jeg har været så entusiastisk med at lave is (og spise is ca hver dag) de sidste par uger, tænkte jeg det ville være cool at lave en isbase der ikke var helt ligeså fed som de sidste, her og her. Med yoghurten i, erfarede jeg at isbasen blev lækkert cremet, men at isen fik en lidt spøjs eftersmag. En halv bøtte må være nok en anden gang, eller også skal indholdet af soyafløde være højere som det var de to sidste gange.

Denne gang tre forskellige varianter, en ny mens de to andre er nogle jeg har forsøgt at forbedre.

Ingefær, lime, vanilje og hindbær:
Nyt forsøg, som mislykkedes lidt... Egentligt tiltænkt med ingefær og hindbær, men da den ingefærdrik jeg havde ikke var kraftig nok, og da den tørrede ingefær i pulverform heller ikke gav optimal smag, blev det lidt spøjst. Jeg satsede og puttede saften fra en halv lime samt vanilje i, da det går så godt med smagen af hindbær (i hvert fald i den bedste frugtsalat jeg har smagt)

Resultat: Spøjs smag af koldskål med hindbær. Næste gang tror jeg det er ren og frisk ingefærsaft jeg blander i, uden vanilje og lime. Eller også var det bare disse ingredienser sammen med den let syrlige smag fra yoghurten der bare ikke var gode sammen. Mærkelig blanding.

Karamel og mandel:
Rå karamelsovs af dadler, ahornsirup, solsikkelecithin, mesquite- og lucumapulver. Vendt med hakkede, ristede mandler.

Resultat: Som sidst, virkelig lækker blanding. Yoghurten frarøvede den dog en lille smule af smagen. Denne gang rørte jeg først mandlerne i da ismassen var lettere krystalliseret, for at undgå at de blev helt bløde. Og det virkede.


Blåbær og lakrids:
Kraftig smag af lakrids fra lakridsrodspulver(brun) og små revne flager af rå lakrids. Kuro pulver - aktivt kul som virker udrensende - for en intens mørkegrå farve, plus let moste blåbær.

Resultat: Endnu en gang må jeg konstatere at yoghurten tog mere af smagen end jeg håbede, da jeg ellers gjorde det samme som sidst. Så derfor ikke helt så fantastisk som sidst, selvom den nu stadig sagtens kunne spises;) Dog prøvede jeg med änglamarks små frosne blåbær som fungerede bedre i blandingen. Røres i når isbasen er let krystalliseret for beholde den flotte koksgrå farve fra kullet.

Fremgangsmåde:
  1. Kokosmælk, fløde og honning røres sammen i en pande hvor det opvarmes til til det hele er en jævn masse
  2. Fjern fra varmen og lad det køle af i et koldt vandbad. Rør soyayoghurten i den kolde isbase
  3. Fyld basisisen i tupperwares (jeg delte ovenstående grundopskrift i tre), køl evt. en smule mere af i fryseren. Lad den til karamel/mandel stå lidt længere til den er begyndt af fryse.
  4. Lav karamelsaucen af 2-3 dadler (store og bløde), 1/2 dl vand efter behov og ønsket konsistens, blend. Tilsæt halvanden tsk lucuma og mesquitepulver, samt 0,5 tsk solsikkelecithin og ahornsirup efter ønsket smag, omkring 1-2 spsk og blend igen. Tilsæt evt mere vand. Du får evt. lidt tilovers.
  5. Rør ingredienserne til de forskellige smagsvarianter i isbasen
    1. Hindbær: Saft, ingefærpulver og vanilje blendes i. Fryses til konsistensen er blevet let krystalliseret, ødelæg krystallerne som beskrevet i punkt 6. et par gange før hindbærene vendes i.
    2. Lakrids og blåbær: Lakridsrodspulver og kuropulver blendes sammen, smag til. Den må gerne smage lidt kraftigt. Tilsæt reven rå lakrids for finish og frys. Efter at have fulgt punkt 6. et par gange vendes blåbærene i. 
    3. Karamel og mandel: Når massen er let krystalliseret hældes lidt karamelsauce på toppen i stænk og efter behov, frys. Vent til massen er krystalliseret og "ødelagt" et par gange som i punkt 6., hæld mere karamelsauce i og frys. Når ismassen er næsten halvfrossen vendes en passende mængde mandler i. 
  6. Frys isen ned, og tjek løbende til den med et mellemrum af 30-40-50 minutter (alt efter effektiviteten af din fryser, tykkelsen af box og portionstørrelse). Rør her isen igennem for at ødelægge krystallerne. Gøres 3-4 gange til isen har en passende konsistens. Ellers, læs evt. denne guide. Ellers er du måske heldig at have en ismaskine, og så giver det jo sig selv :) 
  7. Enjoy






Ingen kommentarer:

Send en kommentar