torsdag den 6. december 2012

Pebrede raw cookies med appelsincreme - juleinspirerede

I anledningen af Tanjas 25 års fødselsdag (som jo på så fin vis blev fejret med masser af kanel, nu hun endnu er ugift) fandt jeg på nogle julede raw kager med cremefyld.

Selve "kiksene" får et julet hint fra kanel, kardemomme og ingefær. Cremen af appelsin, og er egentligt lavet med inspiration i en raw panna cotta som vi har lavet før. Så den kan selvfølgelig spises uden kiks, ligesom kiksene også er fremragende uden cremen!

Kiks, 10-12 stk (5-6 hele)
2 dl pekannødder, blendet til mel
1 dl paranødder, blendet til mel
1 lille økologiske æble, blendet til små stykker (blendes efter nødderne, mens beholderen endnu er tør)
5 friske dadler
2 tsk kanel
1,5 tsk kardemomme
0,5 tsk ingefær

Blend hvad der blendes skal, og ælt så det hele sammen i en stor skål. Udstikkes evt. med fine forme eller glas i ønsket størrelse. Dehydreres ved 40 grader i 15 timer.

Appelsinfyld (lidt tilovers)
1,3 dl cashewnødder, udblødt i 25 minutter
Saften af 1,5 appelsin
3 spsk kokosolie
2 spsk agavesirup
10 dråber appelsin essens

Det hele blendes til en cremet masse, denne stivner ved nedkøling pga. kokosolien. Påfør cremen på halvdelen af bundene og sættes på køl, overdækket. Når massen har sat sig en smule, lægges toppen på - stadig på køl. Spis samme dag hvis ikke kiksene skal blive bløde - så er effekten blot som hvis de ikke var blevet dehydreret, stadig lækker, men uden pointen :) hvis ikke de kan spises samme dag, sæt dem på frost - så bliver de ikke bløde, men samtidig ikke stenhårde pga. det lave vandindhold.

Peanutbutter/chokolade cookies sødet med dadler, æble og kokospalmesukker


Et lille eksperiment fra weekenden! Havde lavet raw chokolade i weekenden forinden, så havde sådan en lyst til at lave cookies som jeg kunne tåle. Chokoladen forblev ikke raw, men det er jo så hvad det er, lidt ærgerligt måske :)

Jeg har sjusset mig lidt frem, og det lykkedes egentligt ganske godt ved at tage udgangspunkt i en simpel Arla opskrift. Opskrifterne ligner dog ikke hinanden længere.

Jeg har tilpasset størrelse, og så ellers erstattet og tilføjet som jeg havde lyst med en lille tanke om konsistenser i baghovedet.

Det blev til en portion lækkert luftige cookies med en herlig sødme, en bismag af kokospalmesukker og peanutbutter. Dejligt atter med duften af hjemmebagte cookies i køkkenet, perfekt søndagsstemning. Kunne dog godt have tænkt mig, at de var en smule tungere, mere crispy, en anden gang. Så må vi se om det kan lykkes :)


Til 14 stk (dia. 7-10 cm) brugte jeg:
1 æg
1 lille æble, ternet
2 spsk peanutbutter
100 g kokosolie/oliven - 50/40
125 g sukker - 50 kokospalme - 65 dadler
0,5 tsk salt
0,5 tsk vaniljepulver
0,5 tsk kanel
1 dl havregryn + 2 spsk
70 g sigtet speltmel
0,5 tsk natron
Chokolade efter behov

Blend dadler og æbletern med en smule vand, kun nok til at det netop kører rundt, skrab evt. siderne ned undervejs. Tilsæt peanutbutter, blend. Rør kokosolie og olivenolie sammen i en skål og tilsæt kokospalmesukker, rør. Put sukkermassen i blenderen med de andre ingredienser. Tilsæt vaniljepulver og salt, blend.
Bland æg, mel og natron i en skål, tilsæt havregryn. Rør sukker/oliemassen i. Hak chokolade i størrelse efter behag og rør i. Pas dog på, at de ikke bliver for små, ellers bidrager chokoladen blot som udefinerbar sødme - det er jo lækkert når man kan smage og mærke at det er chokolade;)

Bages ved 200 grader i 10-13 minutter.

mandag den 26. november 2012

Søde kartofler med fyld; Spinathummus og krydret nøddetopping

Her til aften var der gensyn med en herlig kending! Baked sweet potatoes, stuffed med lækkert fyld.

Kartoflen vaskes grundigt, og store urenheder fjernes evt. med kniv. Idag har jeg spist skrællen, smagte ret godt;) Ca. 45 minutter ved 225 grader, til den får sin gode bløde konsistens og sødme. Skæres op og damper af et øjeblik.

Kartoflen er nu fave bare som sig selv, men for kun at gøre det hele endnu bedre har jeg efter bagning læsset den, tungt! Det med snittet hvidkål, hummus med spinat, cherrytomater, rødløg, en krydret nøddetopping (paranødder blendet med tamari, spidskommen og koriander) og raw olie/eddike-dressing.

Behagelig mæthed og ganske satisfied. En ret jeg må dyrke noget mere, simpelt og lige som hjertet begærer eller som resterne i køleskabet nu tillader det! Velbekomme.



torsdag den 22. november 2012

En uge med raw food supper; Agurkesuppe med ananas og cannellino bønner

Her i sidste uge har jeg spist grøntsagssupper hver aften - eller skal vi kalde det smoothies når de er raw? Jeg har haft lyst til at lave simpel mad, og til at få grøntsagerne ned på en nem måde.

For et par uger siden i ferien fandt jeg Jens Casupeis raw food bog frem igen, og opdagede alle de lækre opskrifter på raw food supper som jeg ikke tideligere havde taget notits af, da jeg var så optaget af desserterne og alle de andre nye koncepter. Men nu blev det tid...


Jeg har forsøgt mig med:
  1. Gulerodssuppe med ingefær
  2. Agurkesuppe med tahin og avocado
  3. Sellerisuppe(knold) med cashewnødder og æble 
  4. Agurkesuppe med ananas og chili

Synes det var agurkesuppen med ananas, samt sellerisuppen som blev de mest vellykkede. Jeg fulgte ikke opskrifterne så nøjagtigt, og undlod nogle ingredienser her og der. Hvis jeg vælger at lave nogle af disse supper igen, tror jeg at opskriften skal følges lidt bedre - i hvert fald bruge alle ingredienserne da smagen hurtigt bliver ret ensidig. Men der er potentiale.

Supperne smager "rent" - naturligt nok, da opskrifterne er simple, hvilket er rart. Man får givet sig selv en god mængde pets for den rene mad med næringsstofferne i behold, og der er god fylde i maven. Samtidig sparker det gode indhold af kostfibrene røv og bidrager yderligere til en hurtig mæthed, idet de svulmer op ved at opsuge væske når mavesækken nås. Dog skal man lige få de nye sanseindtryk til at passe sammen, da det er en lidt spøjs "oplevelse" at spise grøntsagerne med smag af "rå" og så med en konsistens man er vant til fra varm mad.

Men hvis opskrifterne skal mætte mig 100% både visuelt, smags- og konsistensmæssigt så skal jeg have gjort lidt ekstra for at udvide smagen - forhåbentlig ved at følge opskrifterne, eller også er det bare ikke mig, denne side af raw food. Vanesag og spørgsmål om værdsættelse af den rene smag? Muligvis.

... Af samme grund har jeg her serveret suppen uden så megen raw manér, nemlig med hvide cannelino bønner og brød, dog med et lille drys hampefrø.

En suppe af denne portion indeholder:
  • 1/2 agurk
  • 1/4 frisk ananas, skåret fri for skål og midt
  • 1 spsk citronsaft (opskriften anbefaler lime)
  • 1 spsk olivenolie (opskriften anbefaler 4 spsk avocadoolie)
  • 1 forårsløg (undlod jeg)
  • Lidt chilipulver (opskriften anbefaler 1 lille chili til 2 agurker)
  • Salt og peber

mandag den 19. november 2012

Champignonbøffer med æble, bladselleri og pinjekerner

Har længe ventet på dagen hvor jeg skulle forsøge mig med vegetarbøffer af champignon. Læste engang om idéen og igår blev det endelig tid til at prøve det af. Istedet for at bruge æg har jeg brugt en opgradering af "hørfrø-slim"- nemlig tilsat chiafrø som har endnu bedre vandbindingsevne end hørfrøene, i hvert fald over kort tid - og jeg var sulten:)

Jeg synes smagen var god og med godt potentiale, der måtte dog gerne have været en lidt skarpere smagskomponent - så næste gang jeg måske skal bestemme mig for én retning, eller bare gå amokkas med spidskommen... Men så er det ikke længere sjovt fordi det er svampe. Rødløg virkede fint og det samme med mængden af hvidløg. Desuden lækkert med lidt bid fra nogle af de lidt større stykker champignon.


Ingredienser til 8 stk:
Ca 225 g blandede svampe fra frost (her kun let optøede - prøv med friske men nok færre gram)
4 spsk top fint speltmel
2 spsk finvalsede havregryn
1/2 rødløg, fintsnittet
3-4 fed hvidløg
Salt og peber
1 tsk spidskommen
Et drys timian og rosmarin

Æggeerstatning for 2 æg:
3 spsk hørfrø
1 spsk chiafrø
5 spsk vand

Ingredienserne til æggeerstatningen puttes i en lille skål, lad stå 10-15 minutter til en gel er dannet. Rør undervejs for at lade de nederste frø optage vand.

Svampene deles i to portioner, den ene blendes eller hakkes groft, den anden blendes fint. Massen blandes med salt og peber samt krydderier efter smag. Røres op med rødløg, hvidløg og hørfrø/chia-slim, dernæst mel og havregryn. Lad trække et øjeblik så frøene evt. optager mere væske, ellers tilsættes mere mel hvis "farsen" er for tynd.

Bøfferne steges 5-10 minutter på hver side i godt med olie. Dejen er meget blød og virker til at brænde på i starten, det er ikke tilfældet. Giv bøfferne tid før du forsøger at få spatlen ind under dem, ellers ødelægges de.

Her serveret med brune ris og salat af æble og bladselleri vendt i citronsaft og drysset med ristede pinjekerner.

Varm kakao af rismælk

Jakob og jeg har rigtig hygget den her de sidste weekender...

Jeg testede engang for nu snart længe siden, varm kakao på rismælk, og jeg blev af den overbevisning, at det ikke duede - lige indtil vi lavede det her for et par uger siden.

JA, det virker! Smagte super godt og prikken over i'et til hyggen. Hvor er jeg glad for at det atter er en hygge-option for mig! Overraskende nok, synes Jakob også bedre om denne variant end de han har fået på traditionel vis...

Til 1 liter rismælk brugte vi 4 spsk kakao og 4 spsk akacie honning. Tilsættes under opvarmning og omrøring.

Her serveret med et spøjst forsøg på peanutbutter cookies... Mærkværdige måleenheder, konsistens og vægt af sten, følger opskriften næste gang... Men smagte af peanutbutter, så det rakte da alligevel!

søndag den 11. november 2012

Marineret tofu med quinoa, krydderurter og melon/avocado salat

Her i ferien fik min mor og jeg lavet et ret vellykket måltid, synes vi selv. Stegt og marineret tofu med både rød, hvid og sort quinoa, blandet med finthakket grønkål, mynte og koriander. Hertil en sød salat med cantaloupemelon og avocado, blandet med snittet spidskål.

Jeg skår tofuen i skiver og pressede dem for vand uden at ødelægge dem. Herefter marinerede jeg skiverne i 3-4 timers tid, hvor jeg vendte skiverne undervejs. Undervejs opsuger tofuen marinaden helt eller delvist.

Marinade:
2 spsk tamari
1,5 spsk agavesirup
Lidt chili
1/2 tsk koriander
1/2 tsk spidskommen
1/2 tsk harissa
Salt og peber

Det hele røres sammen i en lille skål og hældes over tofuen i en stor tupperware. Sørg for at der er marinade både under og på al tofuen. Stilles på køl. Steges i olie og ved høj varme for at give en smule skorpe.

Mængden af tamari var fin, og der skal godt med krydderier i da alt væsken i marinaden opsuges, men hvor mange krydderier sætter sig fast i tupperwaren. I mængdeangivelsen har jeg angivet hvor meget jeg vil bruge næste gang, da skiverne godt kunne have været mere krydrede. Brugen af agavesirup gav tofuen en dejlig afrundet smag uden at være direkte sød.

lørdag den 10. november 2012

Selleriburger 4th edition - raw food bøf

Min mor og jeg har lavet sådan en masse lækker mad mens jeg var hjemme på ferie her i sidste uge. En af dagene stod den på selleriburger, og fordi vi gik helt juice amok, havde jeg en idé om at lave raw vegetarbøffer af pulpen.

Sellerien er "skrællet", skåret i skiver og stegt i olie. Serveret med squash spaghetti, spidskål, agurk og tomatpesto. Yes.

Til 6 små bøffer

2-3 store spsk grøntsagspulp (rødbede, gulerod, selleri, grønkål, æble...)
1,5 dl blandede solsikke og græskarkærner, blendet til mel
2 dadler
Lidt tamari
Koriander
Spidskommen
Hvidløg
Chili

Pynt: 2 spsk chiafrø

Det hele blendes sammen til en blød dej og formes. Pas på dejen ikke bliver for vandet, pulpen gør det blødere end det ser ud. Rulles til sidst i chiafrø. Et ret ringe billede desværre...

lørdag den 3. november 2012

Raw hampefrø/pistachie kugler

Ingredienser til 14 stk.

50 g afskallede og usaltede pistachienødder
15 bløde dadler (eller 7 medjool)
2 store spsk hampefrø
1 spsk kokosolie
1 spsk kakao

Pynt:
1 stor spsk pistachienødder, hakkede
1 spsk hampefrø

Pistachienødder blendes til mel i en foodprocessor, hældes i en skål. Herefter blendes dadler og kokosolie til en blød masse, som blandes med kakao i en skål. Ælt med hampefrø og nøddemel.

fredag den 19. oktober 2012

Græskargrød og smoothie med rødbede, hindbær og appelsin

Lidt lækker morgenmad. Jeg kører på med grøntsagssmoothies/grød! Her til morgen bestod den af rødbede, frossen spinat, hindbær, appelsinsaft og soyamælk. Toppet med en blanding af gryn, kokosmel, chiafrø og ristede mandler.
En anden herlighed er græskargrøden! Lige noget for pumpkin fans som os Trine:) Lidt pureret græskar (halveret, bagt og udhulet) blandes i under kogningen af grøden - krydres med kanel, kardemomme, ingefær og salt + en spsk agave. Yum!!

Rå marineret broccolisalat med rødløg og dadler

Igår lavede jeg en vildt lækker salat!! Virkelig simpel, virkelig lækker! Det hele afgøres af "marineringen", åh!

Til 1 person:

1/3 broccolihoved skåret i mundrette stykker
1/2 lille rødløg skåret i snitter
6 rosenkål skyllet og skåret i mindre stykker
2 spsk kikærter (en lille rest jeg havde - ikke rå)
1 stor dadel skåret i mindre stykker
Evt. en smule salt

Saften fra 1,5 appelsin og en halv citron

Blandes i en skål og marineres i saften. Bland gerne undervejs.

Virkelig lækker salat, og så er der lige en lille juice bagefter:) Jeg blev i hvert fald mæt da jeg besluttede mig for at "ryde op". Dadlerne giver et super modspil til den syrlige saft og rødløgene. Tror den ville gøre sig godt ud i min madpakke!

Og så serveret med noget der skulle være et forsøg på omelet med græskar... Bestående af 2 æg, lidt sojamælk, græskarpure eller "klumper" siden afkølet... Samt salt og peber.

Jeg skulle vidst have blandet det hele, før jeg kom det på panden. Ligesom man plejer... Det blev ret groft og overhovedet ikke krydret nok. Men når man elsker græskar, så er der potentiale til forbedring:)

Her til aften prøvede jeg med lidt rødbedetern, og uden kikærter. Virkede også ganske godt! Satisfied!


lørdag den 13. oktober 2012

Dehydrator debut - banankarameller og pærechips med ingefær

SÅ Trinn! Nu har jeg endelig fået testet min nye dehydrator! Har glædet mig sådan til at få den i brug... Jeg har lavet solsikkekerne knækbrød med hørfrø og chiafrø, kanel og æble - stadig i maskinen. Så for at fylde bakkerne ud har jeg lavet banan chips som jeg har prøvet at gøre lidt karamelagtige ved at røre 1 tsk lucumapulver op med 1 tsk vand, og så smurt det på bananskiverne. Det virker ret godt!

På pærechipsene har jeg lavet en blanding af lucuma, ingefær og vand. Også fint! De smager ret godt. De tørrede frugter har fået 18 timer ved skiftende mellem 30-40 grader. Mest 30. De er ikke helt så hårde som de man køber i butikkerne, heller ikke nødvendigt med en holdbarhed på 1,5 år... De har en smule saftighed tilbage så de har en fantastisk smag. 

Mine knækbrød fik 24 timer ved 30 grader. De er ikke nær så dekorative, og det blev en underlig blanding. Solsikkekerner og æble komplimenterer ikke hinanden, og det blev noget mærkeligt noget med både cayenne og kanel. Der tænkte jeg mig vidst ikke helt om. De smager lidt spøjst, men hvad pokker - det er mine første raw dehydrerede knækbrød!!! Og det er love! Og så med tahini, Trini;) 


Chokolade bars, med lavendel og lakrids

Med inspiration i Caroline Fibæk, lavede jeg sidste dag yderst lette chokolade bars! Jeg lavede en mørk chokolade med grønne khorog rosiner og lakridspulver, og en hvid chokolade med kokosmel og lavendelsmag. Smagen af lavendel blev dog næsten sæbeægtig, da den er så kraftig. Så tror jeg skal lave dobbeltportion hvis ikke smagen skal være for kraftig i den lyse chokolade. Fik desuden for meget kokosmel i den. Og måske denne skulle være med lakrids næste gang? Eller små stykker tørret abrikos?



Mørk chokolade med rosiner og lakrids:

Fyld:
1 spsk kokosmel
1 spsk kokosblomstsukker
1 spsk khorog rosiner (rawandmore.dk)
Drysses i bunden af en tupperware eller lign. Rækkefølge ligegyldig, kan også blandes. Dog rosiner øverst for at sikre det hænger sammen.

Chokolade:
1/2 dl smeltet kakaosmør
1 spsk kakao
1/2 spsk lucuma pulver (rawandmore.dk)
1-2 spsk agavesirup
1/2-1 tsk lakridsrodspulver

Kakaosmør smeltes over vandbad og røres op med resten, på nær lakrids. Hæld chokolademassen ud over fyldet i tupperwaren, drys med lakridsrodspulver. Stilles på køl en times tid, og skæres eller brækkes i små pasende stykker.

Hvid chokolade med lavendel

Fyld:
1 spsk kokosmel
2 spsk kokosblomstsukker
Drysses i bunden af en tupperware eller lign. Rækkefølge ligegyldig, kan også blandes.

Chokolade:
1/2 dl smeltet kakaosmør
1 tsk (med top) lucuma pulver
1-2 spsk agavesirup
1 dråbe æterisk lavendel olie

Kakaosmør smeltes over vandbad og røres op med resten. Hældes ud over fyldet i tupperwaren og stilles på køl en times tid. Skæres eller brækkes i små stykker.

Donuts med rødbede, maddonuts

Her til aften ville jeg bruge mit donutjern. Så jeg ville forsøge med at putte rødbede i, for at gøre dem centrale i en hovedret. Jeg har brugt en opskrift fra wholesome cook som basis, men lavet en del om på den:

1 stor rødbede, ca. 10x5 cm (revet fint i food processer)
1/2 kop græskarpure (udskåret græskar bagt i ovnen og udhulet)
6 spsk soja eller rismælk
3 spsk agavesirup
1 spsk æblecidereddike
4 let tørrede dadler
En smule olivenolie

1 tsk natron
1/2 tsk salt
1/2 tsk rosmarin
1 kop fint spelt mel
1/2 kop rugmel

Fremgangsmåde:
  1. Bland græskarpure, med rismælk, agave, eddike, olie og dadler. 
  2. Blandes med revet rødbede. 
  3. Bland resten af ingredienserne i en skål for sig, og vend i den våde masse. 
  4. Varm donutmaskinen op, og pensl med en smule olie. Steg/bag? i 6-8 minutter.
Små misfits, ærgerligt at farven falmer så snart de udsættes for varme. Dejen var ellers helt lilla.

Det virkede fint, og egentligt ganske let. De havde en lækker sødme, dog ikke decideret dessert tilfredsstillende. Min kreativitet rakte desværre ikke længere end donuts, hvorfor også de bare blev spist som tilbehør til et scrambled egg og kidney bønner, bare sådan... Ikke ligefrem nogen kombination der gjorde noget for den sensoriske oplevelse;)

Næste gang måske serveret med en pure eller en suppe af en art... Måske med et stærkt modspild? Som stadig passer til rødbede...? Stærk græskarsuppe? Eller noget med peberrod og pastinak? Eller bare den vildt gode rødbedesuppe, og køre den helt igennem? Ej at forglemme soya flødeskummen!!!

Græskarmuffins, med dadler, kanel og ingefær.

Fandt en super indbydende opskrift på donuts sidste dag! Ikke lige noget vi får hver dag herhjemme:) men hyggeligt at maskere kagen i en sådan form! Opskriften jeg har brugt til inspiration er fundet hos The Sweet Life, jeg har dog lavet lidt om på den.

Men aller først, siden vi ikke er så heldige at kunne købe græskarpure på dåse, skal et hokkaido græskar halveres. Det skylles og udhules for kerner, men ellers med skræl og det hele. Lægges på bagepapir på en rist og bages ved ca. 175-200 grader i 45-60 minutter. Du får ca. 3-4 kopper i det hele, så du får noget til overs. Jeg gemmer pureen så jeg har til denne lækre græskargrød, men man kan nu også med fordel lave dobbelt portion af disse;)

Men men... Det blev ikke donuts for mit vedkommende. Jeg ønsker mig en flot donut form! Og et decilitermål. Mine kopper indeholder ca. 1,5 dl vil jeg gætte på.

Ingredienser til 5 stk:
3/4 kop græskarpure
1/4 kop olivenolie (evt. kokosolie næste gang, skal dog smeltes i vandbad)
1/4 kop mørk agavesirup
7 let tørrede dadler (de som du bør finde i kølemontra, sammen med grønsager og bladgrønt, næste gang forsøger jeg mig om jeg kan klare den helt uden agave!)
(1-2 spsk vand)
1/2 tsk kanel
1/2 tsk ingefær
1/2 tsk salt
0,75 tsk natron
Ca. 3/4 kop fint speltmel (evt. lidt rug næste gang)

Fremgangsmåde:
  1. Blend olivenolie, agavesirup og dadler sammen til en ensartet masse med en stavblender. Tilsæt evt. 1-2 spsk vand for at få det til at køre.
  2.  Find en skål og bland (let) afkølet græskarpure med sirupmassen, tilsæt krydderier og natron og rør godt.
  3. Tilsæt mel men undgå at røre for meget. Min dej var ret klistret, så vil ikke tro at den egner sig til donuts. I så fald mere vand eller olie.
  4. Puttes i en smurt muffinform eller i små forme af papir. 
  5. Bages ved 175 grader i 25 minutter, måske et par min længere. Mine var brændte efter 30!
Skorpen var brændt, men nedenunder! De smagte virkelig godt! Helt vildt så meget dadlerne gjorde for sødeevnen. Lavede et andet forsøg med græskarmuffins for ikke længe siden, jeg brugte langt mere agave og alligevel smagte de som neutrale madmuffins. Men der var nok flere ting på spil der...

Men synes egentligt at de smagte så godt at de ikke behøvede nogen form for glasur eller topping!
Forsøgte mig ellers med en blanding af kokospalmesukker, vand og lucuma. Det gik ikke. Alt for sødt. Men jeg skal helt sikkert lave disse igen! Dejligt nu græskar er i sæson.

fredag den 14. september 2012

Køkkenøvelse: Vegetabilier og bælgfrugter

Idag har vi haft køkkenøvelse omhandlende vegetabilier og bælgfrugter. Sikke en masse fantastisk mad vi fik lavet! Har fået godt med inspiration da jeg kunne tåle stort set det hele, så der er et par opskrifter jeg selv skal prøve af herhjemme - mærket med fed. Både tærte, fritter og samosa smagte ellers super! Minibuffet bestående af følgende fra Ingeborg Suhrs kogebog "MAD":

Salater:
- Savoykål med stegte æbler
- Rosenkålssalat
- Grønkålssalat m. jordskokker

Kartoffelretter med vidt forskellige udtryk og konsistens:
- Kartoffel blinis
- Kartofler i papir (bagte pommes frites)
- Kartoffel/sellerimos
- Samosas med fyld af kartofler og ærter
- (Kartoffelsalat med rucola og parmesanost)

Bælgfrugter
- Linsesalat (grønne linser kogt med krydderurter) med cherrytomater
- Limabønner med hvidløg vendt i æblemost mm. 
- Hummus
- Falafel
- Linsepure med karry
- Bønnesalat med sortøjebønner (+ tomat, avocado og forårsløg)

Andet:
- Oste/spinat tærte af grahamsmel
- Flødestuvede skorzonerødder ("fattigmands asparges")
- Ratatouille af løg, hvidløg, rød og grøn peberfrugt, squash, aubergine og tomat + balsamico

Billede venligst udlånt af Trine:)


fredag den 7. september 2012

Squash- og portobelloburger + spinatpasta med bønner og figner

Et par billeder fra ugen her. De sidste to uger har jeg lavet en ca. madplan, lidt løs men så der handles stort ind hver mandag, og det fungerer ret godt synes jeg. Det er i hvert fald lykkes mig at få afprøvet nogle spændende ting:) og så blev min pasta/reste dag enddog lidt mere interessant end forventet!

Så mandag blev det til spelt tagliatelle med spinat. Kogt og ristet på panden sammen med rød peber, friske figner, rødløg og røde kidney bønner. Krydderier: Hvidløg, ingefær peber, krydderurtesalt og limesaft. YES! Sjovere variant end pesto(som ellers også er classic lækker n' easy!) Nemt og hurtigt +  greenies.
Tirsdag var Anna på besøg, vi skulle i Cirkus Dannebrog... Middag inden: Squash burgers! En tur i ovnen med de halverede squash, på med olie, salt, peber, timian og hvidløg.

Serveret med oksekødsbøf, tomat, rødløg og valnøddepesto af basilikum, paranødder, pinjekerner, hvidløg - og lidt snyd: En teske Urtekram pesto(grøn) da jeg ikke havde nok basilikum i min egen...

Squashen gjorde det ud for et forfriskende og let håndterligt alternativ, som helt sikkert skal laves igen!





Her til aften har jeg lavet burgers med store portobellosvampe. Jeg penslede dem med tamari hvorefter de kom en tur i ovnen på 175 grader i ca. 25 minutter.
Fik improviseret mig til nogle rigtig godt vegetarbøffer af søde kartofler og gulerødder, og så serveret med avocado og rødløg.

Og det virkede godt med svampene! Dog kan man næsten ikke spise to portobello sammen så det er en egentlig burger fordi de er så store. Tower:) Spiste tre ud af fire... Og de sidste to smagte lidt mere mærkeligt end den første, kan bare ikke huske hvilke der var tamari på, så ved ikke om jeg skal gøre dét igen... Men jeg skal spise dem igen! Og så har jeg altså fået en ting for rødløg. Lækkert weekend måltid:)!


Vegetarbøffer med søde kartofler, til 8-10 stk
3 små søde kartofler
2 slanke gulerødder
1 lille løg
2 æg
1 stor spsk chiafrø i 1/3 dl vand til det er blevet "gele"
(tager et par minutter, kan erstattes af hørfrø, eller et æg mere
hvis man nu har det tilbage i køleskabet;))
Ca 1 kop sigtet speltmel
1 stor spsk tahin
1 spsk agavesirup
Krydderier: 3 hvidløg, spidskommen, karry, peber, chili og krydderurtesalt (Herbamare)

Olie til stegning (lav en lille smagsprøve på panden først, og se om der er tilstrækkeligt med spice)

mandag den 3. september 2012

Special day breakfast; Peanutbutter pandekager med banan

Og forresten, så var der da også den der med peanutbutter-banan pandekager... Crave this! Verdens bedste morgenmad, ok? Søndag morgen i Esbjerg. Det var en fryd af opskriften lykkedes efter et mislykket, men stadig særdeles velsmagende, forsøg sammen med Jakob.


Modereret efter Lunchbox Bunch.
Ingredienser:

3-4 spsk. creamy peanutbutter
3 spsk kokosmel (istedet for havregryn)
1 spsk müsli
3 spsk honning eller agavesirup
1,7 ml fuldkorns speltmel (istedet for fuldkornshvede og boghvede mel)
2,5 ml rismælk
2 tsk chiafrø
1 tsk hørfrø
2 tsk bagepulver
1/2-1 tsk vanilje
1 tsk æblecidereddike

2 bananer skåret i skiver
Kokosolie til stegning

Fremgangsmåde
  1. Bland rismælk med chia- og hørfrø, lad stå i 10 minutter til det tykner.
  2. Bland tørre ingredienser i en stor skål
  3. Rør peanutbutter og honning sammen med rismælken og frøene, og vend så massen samme med de tørre ingredienser i skålen
  4. Varm kokosolie i panden
  5. 1 grydeske fyldes med pandekagedej, en pandekage af gangen på panden. Kathy anbefaler at vente med at putte banan skiver på panden indtil pandekagerne begynder at boble så småt. Fyld på den våde dej, og vend. Vi lagde dem på med det samme og det fungerede også. 
  6. Servering? Nice i sig selv. Eller med ekstra forkælelse; sirup. 
Vi spiste pandekagerne med mandler, friskskåret frugt - æbler og pærer, samt en lækker smoothie med havre, jordbær og solbær fra Planteriget.


søndag den 2. september 2012

Raw dessert tapas: Fersken panna cotta, hindbærsorbet og kokos-peanutkager

Forrige lørdag-søndag, og lige inden skolestart, var jeg på visit hos Trine i hendes nye kollegielejlighed i Esbjerg. Dejligt at være på besøg, og spøjst at det endelig er blevet, at du er flyttet... Vi havde det for hyggern'. Gik amok i desserter og vi havde sådan lyst til at prøve en masse af! Team spirit:) Så hvorfor ikke spise os syndigt mætte i desserter...?
What. A. Blast.

Hen ad eftermiddag sad vi og brainstormede idéer mens vi kiggede alle vores, efterhånden mange og fristende, opskrifter igennem. Vi søgte lidt af forskellig smag og konsistens. Det endte med inspiration i en rå ananas/lime panna cotta, forskellige rå frugtsorbeter samt disse delvist rå kokos/peanutbutter kager.

Det dejlige ved vores valg var, at ingredienserne var relativt simple og få - og tilberedningstiden kort og kunne laves før aftensmaden, med undtagelse af isen. Med udgangspunkt i Jens Casupeis opskrift fra "Raw Food" på panna cotta, moderede vi den og lavede en flot lyserød med fersken og passionsfrugt på toppen. Basen var af kokosolie og cashewnødder, samt en smule rødbedepulver for at hjælpe farven og så selvfølgelig lidt fersken. Hertil lavede vi en hindbærsorbet med dadler, kanel og kardemomme(right..?). Pga. det store indhold af dadler viste den sig faktisk ikke at smelte... Praktisk når tallerkenen var så stor, at man måtte levne og gemme til senere! (Dog alligvel i køleskab)

Rå fersken panna cotta
til 2 personer/portioner/glas

2 spsk. kokosolie
1 dl cashewnødder
1 spsk. honning
1 fersken med skind
Ca. 1 tsk rødbedepulver (ikke for meget for at undgå at give smag, men tilpas for at give farve)
1 passionsfrugt

Blend kokosolie, cashews, honning og fersken, evt. med en stavblender. Blend til en cremet og glat masse. Tilsæt sidst rødbedepulver og smag undervejs. Hæld på smukke serveringsglas og overdæk med film. Stilles på køl ca. 1 time til panna cottaen har fået konsistens, eller indtil servering. Pynt hvert glas med kernerne fra en halv passionsfrugt.

Rå hindbær og dadel sorbet/mousse
til 2 personer/portioner

200 g frosne hindbær
250 g dadler
1/2 tsk kanel?
1/2 tsk kardemomme?
Vanilje?

Trini? Ret mig, please;)

Udsten dadlerne og blend med hindbær, tilsæt krydderi. Blend til en cremet konsistens, gerne i en kraftig foodprocesser.

Isen er tungere end en frugtsorbet ellers ville føles, men simpelthen med en lækker og karakteristisk smag. Ingredienserne blendes sammen lige før servering for at få fornemmelsen af en is. Vil man hellere nyde retten som "lunere" mousse kan desserten arrangeres lidt før...

Delvist rå kokos/peanutbutter barer/kager
til 2 stk ca 4x8 cm

1 kop kokosolie, måles i stivnet form - ikke smeltet
1 kop crunchy peanutbutter (oprindeligt creamy, hvilket nok også ville have været lettere)
1/3 kop agavesirup eller akaciehonning (oprindeligt ahornsirup)
1/3 banan (lidt mere end oprindeligt - 1/6)
1/6 tsk kanel ;) eller et "dash"
1 knivspids fint salt

Bund: 2 små håndfulde hakkede mandler (oprindeligt hampefrø)
Topping: Creamy peanutbutter varmet i vandbad, evt. kakao nibs

Intensionen var at lave en portion på størrelse med 1/3 af den oprindelige opskrift. Husker dog ikke målene vi brugte, da vi koksede lidt rundt i størrelsen af en "cup", som vidst viste sig at være 250 ml. Dog er det vigtige af mængderne af kokosolie og peanutbutter er meget lig hinanden, og dertil bare at sørge for, hvor stor din cup end er, at referencen er den samme. Smag til med banan og kanel, og vurder hvor tyk din bund skal være, om du skal bruge flere nødder.
  1. Mandlerne hakkes og fordeles i små passende forme foret med film. 
  2. De øvrige ingredienser blendes til konsistensen er cremet, gerne i en food processer, ikke en smoothie blender. 
  3. Held peanutbutter/kokosmassen i de to forme og stil kagerne i fryseren til de er stivnede en smule. Mellen 10-20 minutter afhængig af størrelse og højde.
  4. Varm peanutbutteren til topping i et vandbad, eller lettere i en mikroorvn et par sekunder. Hæld over kagerne, lav evt. mønstre med en gaffel eller en tandstik (ikke gjort på vores, men næste gang!) 
  5. Frys, og server når du tiden er inde eller du ikke kan vente mere;)

mandag den 27. august 2012

Figensalat med avocado, kumquats, brune ris og quorn

Jeg elsker bare Netto. Jeg gik en "inspirations runde" idag, egentligt skulle jeg ikke have noget. Men så var det da at jeg faldt over en bakke friske figner, som kom under armen...

Efter research af figenopskrifer besluttede jeg at improvisere en salat. Det skal lige siges, at jeg i Føtex også faldt over en bakke små frugter i blåbærkøleren, som jeg i hvert fald ikke havde smagt før. Kumquatsfrugter, mini appelsiner? Dem kunne jeg da også godt bruge.

Det blev til en god blanding af 150 g brune ris(tør vægt) 10 kumquatsfrugter skåret i tre dele, 1 avocado i tern og 2 figner i snitter.

Desuden havde jeg en pakke Quorn fars i fryseren som ventede på en mere spændende bidrag end som erstatning for kød i en lasagne, hvor den mildest talt ikke smager af noget.

Jeg endte med at stege Quornfarsen i hvidløg, koriander, spiskommen, en smule chiliflager og 2-3 spsk sojasauce. Pas på med salten ift. sojasaucen. Og så en smule vand undervejs indtil farsen er optøet så krydderierne ikke brænder fast. Undlod at tilføje vand da salaten næsten var færdig, så det kunne blive en smule sprødt.

Og så var jeg ellers meget godt tilfreds med hele måltidet. Lækkert med de søde figner og avokadoen da kumquatsfrugterne var ret sure. Skallen ret bitter, det er lige på grænsen til at være for meget - men når den spises med avocadoen er det perfekt. Og så er der lidt til madpakken imorgen:)


fredag den 24. august 2012

Laktosefri is med soya og kokosmælk: Lakrids, karamel og hindbær

Her sidste dag måtte jeg udnytte at det endnu var ferie, og at jeg havde et stort køkken at arbejde i... Så mine nye kicks kommer af at lave hjemmelavet is.

Har brugt denne opskrift som basis og moderet den efter mine allergier.

Grundopskrift:
400 ml kokosmælk på dåse, rystet (ikke light!)
70 ml soyafløde
500 g soyayoghurt (f.eks. en bøtte fra alpro)
150 g blomsterhonning

Nu jeg har været så entusiastisk med at lave is (og spise is ca hver dag) de sidste par uger, tænkte jeg det ville være cool at lave en isbase der ikke var helt ligeså fed som de sidste, her og her. Med yoghurten i, erfarede jeg at isbasen blev lækkert cremet, men at isen fik en lidt spøjs eftersmag. En halv bøtte må være nok en anden gang, eller også skal indholdet af soyafløde være højere som det var de to sidste gange.

Denne gang tre forskellige varianter, en ny mens de to andre er nogle jeg har forsøgt at forbedre.

Ingefær, lime, vanilje og hindbær:
Nyt forsøg, som mislykkedes lidt... Egentligt tiltænkt med ingefær og hindbær, men da den ingefærdrik jeg havde ikke var kraftig nok, og da den tørrede ingefær i pulverform heller ikke gav optimal smag, blev det lidt spøjst. Jeg satsede og puttede saften fra en halv lime samt vanilje i, da det går så godt med smagen af hindbær (i hvert fald i den bedste frugtsalat jeg har smagt)

Resultat: Spøjs smag af koldskål med hindbær. Næste gang tror jeg det er ren og frisk ingefærsaft jeg blander i, uden vanilje og lime. Eller også var det bare disse ingredienser sammen med den let syrlige smag fra yoghurten der bare ikke var gode sammen. Mærkelig blanding.

Karamel og mandel:
Rå karamelsovs af dadler, ahornsirup, solsikkelecithin, mesquite- og lucumapulver. Vendt med hakkede, ristede mandler.

Resultat: Som sidst, virkelig lækker blanding. Yoghurten frarøvede den dog en lille smule af smagen. Denne gang rørte jeg først mandlerne i da ismassen var lettere krystalliseret, for at undgå at de blev helt bløde. Og det virkede.


Blåbær og lakrids:
Kraftig smag af lakrids fra lakridsrodspulver(brun) og små revne flager af rå lakrids. Kuro pulver - aktivt kul som virker udrensende - for en intens mørkegrå farve, plus let moste blåbær.

Resultat: Endnu en gang må jeg konstatere at yoghurten tog mere af smagen end jeg håbede, da jeg ellers gjorde det samme som sidst. Så derfor ikke helt så fantastisk som sidst, selvom den nu stadig sagtens kunne spises;) Dog prøvede jeg med änglamarks små frosne blåbær som fungerede bedre i blandingen. Røres i når isbasen er let krystalliseret for beholde den flotte koksgrå farve fra kullet.

Fremgangsmåde:
  1. Kokosmælk, fløde og honning røres sammen i en pande hvor det opvarmes til til det hele er en jævn masse
  2. Fjern fra varmen og lad det køle af i et koldt vandbad. Rør soyayoghurten i den kolde isbase
  3. Fyld basisisen i tupperwares (jeg delte ovenstående grundopskrift i tre), køl evt. en smule mere af i fryseren. Lad den til karamel/mandel stå lidt længere til den er begyndt af fryse.
  4. Lav karamelsaucen af 2-3 dadler (store og bløde), 1/2 dl vand efter behov og ønsket konsistens, blend. Tilsæt halvanden tsk lucuma og mesquitepulver, samt 0,5 tsk solsikkelecithin og ahornsirup efter ønsket smag, omkring 1-2 spsk og blend igen. Tilsæt evt mere vand. Du får evt. lidt tilovers.
  5. Rør ingredienserne til de forskellige smagsvarianter i isbasen
    1. Hindbær: Saft, ingefærpulver og vanilje blendes i. Fryses til konsistensen er blevet let krystalliseret, ødelæg krystallerne som beskrevet i punkt 6. et par gange før hindbærene vendes i.
    2. Lakrids og blåbær: Lakridsrodspulver og kuropulver blendes sammen, smag til. Den må gerne smage lidt kraftigt. Tilsæt reven rå lakrids for finish og frys. Efter at have fulgt punkt 6. et par gange vendes blåbærene i. 
    3. Karamel og mandel: Når massen er let krystalliseret hældes lidt karamelsauce på toppen i stænk og efter behov, frys. Vent til massen er krystalliseret og "ødelagt" et par gange som i punkt 6., hæld mere karamelsauce i og frys. Når ismassen er næsten halvfrossen vendes en passende mængde mandler i. 
  6. Frys isen ned, og tjek løbende til den med et mellemrum af 30-40-50 minutter (alt efter effektiviteten af din fryser, tykkelsen af box og portionstørrelse). Rør her isen igennem for at ødelægge krystallerne. Gøres 3-4 gange til isen har en passende konsistens. Ellers, læs evt. denne guide. Ellers er du måske heldig at have en ismaskine, og så giver det jo sig selv :) 
  7. Enjoy






onsdag den 22. august 2012

Stegt og krydret tofu med avocado, honning- og vandmelon


Hurtig let og lækker aftensmad fra sidste dag.

Salat af romaine, avocado, vandmelon og ristede, saltede solsikkekerner.

Tofuen er fra Urtekram på glas, udskåret og stegt i et virvar af krydderier og chili som ikke passede sammen, og hvor det blev alt for stærkt. Dejligt at de andre søde frugter kunne gøre op for det ellers alt for stærke.

Chokolademousse. Raw


Jeg synes selv at jeg fik anrettet sidste dags chokolademousse ret fint. Jeg har efterhånden prøvet at lave et par forskellige chokolade/karamel mousser efter både Caroline Fibæk, Vibeke Amdisen, René Voltaire og hvad jeg ellers har fundet. Synes det er lykkes mig efterhånden at combine det hele til min egen, for mine smagsløg, perfekte chokolademousse.

Til 1 meget lækkersulten person(mig) eller måske 2 normalt...

1 avokado
1 dl vand
2 store bløde dadler, gerne fra "smag forskellen", uuhm!
1 spsk agavesirup, akaciehonning eller ahornsirup
1,5-2 spsk kakao (Valhrona)
Evt. 5 frosne jordbær, eller 2 spsk frosne hindbær for at gøre moussen dejlig "vammel"!

Først blendes vand og avokado. Herefter tilsættes resten og blendes. Tilføj evt. mere vand.

Drys med favorit topping! Her ananaskirsebær. Normalt ville jeg fyre op for nogle hampefrø, chiafrø, paranødder og lidt ristede, hakkede mandler og en smule havregryn eller müsliblanding, hvis retten gør ud for et måltid;)

fredag den 17. august 2012

Sommer, weekend og ice cream madness; Fire slags hjemmelavet is af lakrids, orangechokolade, banan og karamel. Laktose- og sukkerfri.

Her til eftermiddag gik jeg amok i køkkenet. Mine nye kicks er blevet hjemmelavet is.

Har brugt denne opskrift som basis og moderet den efter mine allergier.

Grundopskrift:
400 ml kokosmælk på dåse, rystet (ikke light!)
250 ml soyafløde
60 g akaciehonning (evt. kokospalmesukker som i opskriften)
60 g ahornsirup


Idag har jeg lavet fire forskellige varianter...

Blåbær og lakrids:
Kraftig smag af lakrids fra lakridsrodspulver(brun) og små revne flager af rå lakrids. Kuro pulver - aktivt kul som virker udrensende - for en flot mørkegrå farve, plus friske let moste blåbær.

Resultat: Boom! Noget af et forsøg, da jeg normalt ikke er til lakrids alle mulige underlige steder... Men her! Kun 1,5-2 spsk lakridsrodspulver gjorde smagen fantastisk intens! Smag gerne til undervejs. Desuden lækkert med en konsistens af noget chunky i massen. Dog var smagen udeblevet - så næste gang skal det være "ægte" blåbær, og ikke de som er hvide indeni. Desuden var de meget store.

Næste gang prøver jeg med de små frosne fra änglamark som er for real. Evt. let optøede og moste. Røres først i når ismassen er let krystalliseret, for at holde på den flotte grå farve fra kullet.

Orangechokolade og peanuts:
Chunks af creamy peanutbutter vendt med rå chokoladesovs lavet af dadler, kakao, en smule agavesirup og frisk appelsinsaft.

Resultat: Super godt resultat! I min verden passer peanutbutter dog ind i alle dessertretter;) lækkert sammen med strejfet af orange.

Banan og chokolade:
Let moste bananer i chunks, kokos(iscremen) og rå chokoladesovs, enten denne med appelsin - eller måske skulle jeg prøve at fortynde en chokolademousse?

Resultat: Ift. førnævnte, ikke ligeså smagsgivene, dette var den første variant jeg lavede ved 1. forsøg hvor jeg var vældig begejstret. Dog falder den nu lidt i baggrunden ift. de andre. Fungerede bedre med chunks af 85% chokolade som i første forsøg.

Karamel og mandel:
Rå karamelsovs af dadler, ahornsirup, solsikkelecithin, mesquite- og lucumapulver. Vendt med hakkede, ristede mandler.

Resultat: Virkelig lækker blanding! Ville dog have været endnu bedre, hvis mandlerne først blev rørt i når ismassen var helt afkølet og let krystalliseret, for at undgå at de blev helt bløde...


Fremgangsmåde:
  1. Kokosmælk, fløde og honning røres sammen i en pande hvor det opvarmes til det koger let
  2. Skru ned for varmen og lad det stå i 10 minutter under jævnlig omrøring. Fjern fra varmen og lad det køle af i et koldt vandbad. Fjern "skind" fra sovsen hvis det skulle forekomme
  3. Fyld basisisen i tupperwares, jeg delte ovenstående grundopskrift i to og køl evt. en smule mere af i fryseren
  4. Rør ingredienserne i til de forskellige smagsvarianter
  5. Frys isen ned, og tjek løbende til den med et mellemrum af 30-40-50 minutter (alt efter effektiviteten af din fryser, tykkelsen af box og portionstørrelse). Rør her isen igennem for at ødelægge krystallerne. Gøres 3-4 gange til isen har en passende konsistens. Læs evt. David's førnævnte guide. Ellers er du måske heldig at have en ismaskine, og så giver det jo sig selv :) 
  6. Enjoy