onsdag den 27. februar 2013

Rødbedepesto. Raw og vegansk.

Min uddannelse Ernæring og Sundhed har været repræsenteret på Food Fair messen i Bella Center denne uge. Blandt andre har Laura været med til at udvikle opskrifter på smagsprøver som er blevet serveret i standen. De har lavet nogle spændende opskrifter og kan byde på appetizers som knækbrød, æble-kvæde chutney, gulerods-sveske marmelade, rødbedepesto mm. Opskrifterne kan findes her.

Jeg kan super godt lide idéen om en rødbedepesto og ville så prøve at lave den rå og vegansk. Derfor undlod jeg at koge rødbederne, riste pinjekernerne og i stedet for parmesan brugte jeg gærflager, som er et godt vegansk alternativ når der er behov for lidt umami og denne "ostede" fornemmelse.

Ingredienser:
275 g rødbeder
2 fed hvidløg
4 spsk pinjekerner
3 spsk gærflager
2 spsk balsamico
5 spsk olivenolie
Salt og peber

Blend rødbeder, balsamico, olivenolie og hvidløg. Tilsæt pinjekerner og gærflager, blend igen. Smag til med salt og peber.

Her serveret med sød kartoffel, hummus, bagte rosenkål og quorn fileter. 



tirsdag den 26. februar 2013

Kanelsnegle med pærefyld, lavet med kikærter og kokospalmesukker. Fri for gluten og laktose.

Ok ok! I dag var dagen. Jeg har bagt kanelsnegle, hvilket jeg har cravet i ca. 7 år (siden jeg blev intolerant).

Forleden dag inspirerede Ine mig med en ganske interessant norsk blog, friekaker.no. Skribenten er forfatter til en kogebog om kager fri for forskellige af de typiske allergene ingredienser; gluten, laktose, sukker, æg og mange af opskrifterne er derfor også veganske. Jeg er klar.

Jeg har i lang tid gerne ville afprøve det at bage med kikærter, så det besluttede jeg mig for at udleve med inspiration i denne fine opskrift på 'eplesnurrer', hvorfor jeg har ændret en smule på mængde og ingredienser og lavet pæresnegle istedet. Jeg har brugt:

Kagedej
150 g kogte kikærter
100 g lunkent vand
15 g gær
1/2 spsk husk psyllium loppefrøskaller
60 g kokospalmesukker
1/2 tsk salt
40 g olivenolie
Ca. 125 g lyst rismel

Pærefyld
60 g pæremos (kogt, finmost eller pure fra bøtte)
25 g kokospalmesukker
1 spsk kanel
1 tsk vaniljepulver
10 g olivenolie (mindre kunne have gjort det synes jeg)

Fremgangsmåde:
  1. Kikærter og vand blendes i food processor til en jævn mos. Brug evt. kogende vand hvis kikærterne kommer fra køl
  2. Tilsæt gær, sukker, salt og fiberhusk. Blend til fiberhusken har gjort massen sejere
  3. Blend olie i
  4. Hæld massen i en stor skål og rør melen i lidt ad gangen indtil dejen er fast, kan æltes og formes.
  5. Stil til hævning et lunt sted i 60 minutter (jeg har formentlig slået gæren ihjel eller fået for lidt fiberhusk i, hæve gjorde dejen i hvert fald ikke meget for mig)
  6. Rul dejen ud, min dej var ret klistret så evt. mellem to stykker bagepapir
  7. Rør ingredienserne til pærefyldet sammen og smør ud over dejen
  8. Rul dejen på langs evt. vha. bagepapiret (som sushi:)) hvis dejen smuldrer, og skær skiver som lægges på bagepapir på en bageplade
  9. Evt.: Efterhævning lunt i 15-30 minutter (undlod jeg da de ikke hævede i første omgang)
  10. Evt.: Fyld resterende pæremos udover sneglene
  11. Bages ved 200 grader i 12-15 minutter (mine fik 20)

Mit bageeventyr forløb desværre ikke helt så let som jeg havde håbet... Først blev min kikærtemasse formentlig for kold til at gæren kunne have en effekt, jeg kunne ikke få fiberhusken til at tykne dejen særlig meget, der var møl i mit quinoamel som jeg også ville have testet, og så smuldrede min dej på en fedtet måde så den var svær at håndtere. Nå men jeg lader mig ej afskrække, der er plads til forbedring! Da dejen heller ikke hævede, fik jeg bagt nogle små kompakte pæregifler istedet. 

Men når de tekniske fejl så er nævnt, vil jeg sige at mine 'snurrer' smagte rigtig godt, og at jeg helt sikkert vil prøve igen. Jeg kunne godt se det for mig, en dejlig solrig eftermiddag og så med hjemmelavet kakao på rismælk :) Jeg inviterer...



mandag den 25. februar 2013

Vegansk risotto med sød kartoffel, portobello og kikærter

I lørdags var der grødmesterskab i Københavns Madhus, og en af dommerne selvfølgelig Lasse Skjønning, ejer af GRØD. Der var masser af mennesker og 10 spændende bud på grødretter målrettet børn i institutioner. Der var rift om smagsprøverne, men jeg nåede at smage "Stenrosens flabede kebabgrød" og en grødrisotto med hakket oksekød, toppet med butternut squash og grønkål. Spændende! Et andet interessant bud på en vinder var "Jens' waldorfgrød" som jeg desværre ikk fik smagt. Til inspiration kogte andre kokke deres grød i æblemost og gulerodssaft.

Men men; arrangement gav mig selvfølgelig lyst til selv at eksperimentere med at lave risotto... Det endte ud i brugen af:

En smule olie
1 løg, finthakket
2 fed hvidløg
1-2 spsk æblecidereddike
1,5-2 dl aborio risotto ris
0,5 liter grøntsagsboullion - Herbamare
1 sød kartoffel, skrællet og snittet i tern
1 portobello svamp i tern
kikærter
4 spsk med top gærflager
Salt og peber

  1. Brug en gryde og svits løg i olie et par minutter uden at de tager farve
  2. Tilsæt hvidløg, ris og æblecidereddike og svits ca 1 minut under omrøring
  3. Tilsæt en smule grøntsagsbouillon og den søde kartoffel i tern
  4. Bliv ved med at tilsætte en smule bouillon undervejs når væsken er optaget, ca 15 min til risene næsten er klar - når de er færdige skal de være bløde, men stadig med bid
  5. Tilsæt kogte kikærter og portobello, bouillon
  6. Rør 4 spsk gærflager i (erstatning for fløde, ost... Hvad man nu ellers kan finde på at bruge:))
  7. Smag til med salt og peber, og server når kikærterne er gennemvarme og konsistensen som du ønsker det
Jeg endte faktisk ret tilfreds denne gang! Retten havde en behagelig smag af umami fra både portobello og gærflager, som giver den cremede konsistens og oste-agtige flavour. God vegetarisk erstatning.


Fra mesterskabet... Vinderen
Grød af perlebyg, quinoa og havre med æbekompot, sesam, grøn top og brunet timiansmør
 Oksekødsrisotto med butternut og grønkål
 Kebabgrød med ananaskompot, pære og spirer
 Waldorfgrød med fennikel, bladselleri, knoldselleri, æble og valnødder

tirsdag den 19. februar 2013

Ærtebøf i valnøddebolle

Jeg er inspireret af Halifax! I burger bixen laver de nu altså nogle super gode ærtebøffer. Og idag skulle det være let og lækkert. Havde købt mig en af de store gode valnødde speltboller med hjem fra Naturbageriet på Frederiksborggade og besluttede at bruge den som en burger.

Min ærtebøf blev en lettere random blanding af ærter, hvidløg, koriander, salt og peber - kørt med stavblenderen, og pisket med en smule hørfrøslim og 1 æg nu jeg havde det i køleskabet.
Næste gang skal der en noget større portion ærter i, da jeg havde tiltænkt ærtemængden 1 bøf og ægget var nok til 3. Jeg tror jeg foretrækker kun at bruge hørfrøslim næste gang, da ægget stjæler meget af smagen. Resultat: Burger med pesto, sennep, grønkål, ærtebøf, soltørrede tomater, cherrytomater, rødløg og peberfrugt. Ay ay!


mandag den 18. februar 2013

Raw panna cotta med passionsfrugt

I anledningen af Jakobs fødselsdag sidste onsdag fejrede vi ham lørdag med middag. Retten bestod af indisk rejesuppe og en raw panna cotta til dessert. Let, friskt og lækkert.

Giver to små portioner.

2 dl cashewnødder, udblødte i vand i minimum 30 minutter
0,5-1 dl vand
2 spsk agavesirup
1 spsk kokosolie
3 passionsfrugter (den ene til pynt)

  1. Nødderne hakkes fint i food processoren
  2. Tilsæt vand, agavesirup og kokosolie 
  3. Blend med indmaden fra 2 passionsfrugter. 
  4. Anrettes i små fine glas, overdækkes med film og stilles på køl i ca. 2 timer før servering. 
  5. Pynt hver anretning med en halv passionsfrugt ved servering